VI TILBYDER

Vi har skabt en STU hvor der er god balance mellem uddannelsens 3 søjler med personlig, faglig og social udvikling.
En STU hvor eleven er centrum for egen læring, og hvor den personlige udvikling gror ud af den faglige og sociale læring.

Vi tilbyder en enestående mulighed, for at vælge mellem traditionelle håndværksmæssige fag, skolefag og kreative- og personlighedsudviklende fag.

Vi har forsøgt at skrue STUén sammen, så den på alle måder støtter og udvikler vores elever frem mod at nå deres højeste potentiale.

Du har mulighed for at vedligeholde dine dansk- og matematikfærdigheder, og arbejde med praksisnær læring, medborgerskabsundervisning, og få hjælp til nemID, DigitalPost og alle de udfordringer, der er ved at være borger i en moderne digital tidsalder.

3 i en

VI tilbyder STU på 3 forskellige måder:

Den "almindelige" STU, som beskrevet her.

Den virksomhedsbaserede STU, for dig der er mødestabil, motiveret og erhvervsafklaret (eller tæt på).

Den værkstedsbaserede STU, hvor du, i stedet for at starte din dag i "huset" på FREMTIDSLINJEN, så møder du ind på vores værksted på Tangmosevej. Her arbejdes der sammen med vores Tømmermester Erik på at lave og bygge ting i træ.

Botræning

På hovedfagene arbejder hver gruppe med rengøring, som bliver en indøvet kompetence.
Gruppen arbejder også med planlægning, indkøb og madlavning ca. 5 gange pr. skoleår.
På den årlige hyttetur i september og på studieturen i maj måned, bor eleverne sammen i små enheder, hvor de selv står for planlægning, indkøb og madlavning og sociale aktiviteter.

Selvforståelse & selvudvikling

Uanset om man har ADHD, ASF, KUF, OCD eller hvad det hedder alt sammen, så er vi alle mennesker med ønsker, drømme og potentialer. Og uanset diagnoser og udfordringer er det en fordel at være bevidst om, hvad man kan og ikke kan, og finde strategier for at blive bedre til at håndtere sin tilværelse.

Krop, sind og bevægelse

Du bli’r, hvad du spiser, siger man og der er noget om snakken. Derfor er Fremtidslinjens køkken næsten 100 % økologisk.
Vi arbejder også med bevægelse og fysisk træning, fordi vi ved at bevægelse ikke alene er godt for kroppen, men at det også gør os gladere og giver os mere overskud til at forstå, tænke og være dem vi er, og gerne vil være.

Musik, kunst, teater, film og litteratur giver os en udtryksmulighed, og ved at udtrykke sig, kan vi få øjne op for, at udtryk er en vigtig del af at være menneske.

Alle kan udtrykke sig, nogen gennem tale og tekst, andre gennem dans og musik, eller via træ-arbejde, madlavning eller IT.
Kunsten kan åbne hjertet, så vi skaber livsduelige unge, som ikke bliver ensomme.
Kunsten har en terapeutisk virkning.

Men terapeutisk på den blide måde, fordi den åbner via lyst og glæde, nødvendighed, dejlighed og det er ind i mellem skræmmende, men sådan er livet, sådan er det at være menneske.

Det skaber grin, råb, følelsen af rum, plads og livsglæde. Det åbner, og vi kan gøre vores elever til mere hele mennesker, så de står stærkere fremad til livets udfordringer.

HOVEDFAG:

MUSIK, TEATER, KREATIVITET OG PROJEKTARBEJDE

Vi har samlet vores 3 kreative fag til en slagkraftig projektorienteret enhed, fordi vi kan se at det giver en synergieffekt og styrker elevernes udviklingspotentiale. Der arbejdes med de enkelte fag, såvel som fælles projekter I hovedfaget Musik, Kreativitet og Teater får du mulighed for at lære alle 3 fag at kende. Du vælger et af fagene, som du vil fordybe dig i og have særlige færdigheder i.
I vores fælles projekter vil alle 3 fag bidrage med deres særlige indhold; vi laver f.eks. en udstilling, hvor Krea har skabt en række billeder, som Teater og Musik giver liv og lyd. Som inspiration til fagene tager vi ud og oplever forestillinger, koncerter, udstillinger og arbejdende værksteder. Du vil desuden gennem alle fag lære dig selv og andre bedre at kende og blive bedre til at give udtryk for den, du er. Du skal ikke have nogen forudsætninger for at vælge faget. Indhold i de enkelte fag:
Kreativitet.
Du skal bruge din fantasi og visuelle evner til at skabe billeder. Du vil også arbejde med farvelære og billedkomposition. De enkelte projekter vil også give dig opgaver, som udfordrer både din fantasi og dine færdigheder. Vi arbejder med materialer som: akrylfarver på lærred, træ, stof m.m. Vi arbejder også med iagttagelses-tegning og selvportrætter. Vi skal på "inspirations-ture" rundt på museer, andre kunstnere, andre kunstskoler eller bare ud i naturen.
Teater.
Du skal træne din krop, stemme, sanser, fantasi og det at udtrykke noget bestemt, f.eks. glæde eller skuffelse. Du vil få færdigheder i bl.a. improvisation, fortælling, tekstarbejde og sceneudtryk, sådan at du er tryg ved at stå på scenen. Du vil også blive bedre til at stå frem og sige og gøre noget foran andre. Endelig vil du få kendskab til at bruge sminke og anvende lys og lyd til en forestilling.
Musik.
Her kommer du det meste af tiden til at arbejde med rytmisk træning og sammenspil. Ifm. sammenspil vil vi også lave rotation, hvilket betyder, at man skiftes til at spille på de forskellige instrumenter – sådan så du får en fornemmelse af de forskellige instrumenter, der kan være i et band. Du vil blive bedre til at spille på instrumenter, og du er med til at vælge, hvilke numre vi spiller. Når man spiller musik sammen med andre træner man automatisk sine samarbejdsevner, sin koncentration, sit mod, sin tålmodighed og sin disciplin. Der er plads til alle uanset niveau, og du behøver ikke at have spillet musik før – så længe du har interessen for at spille musik med andre.

KØKKEN

I køkkenværkstedet underviser Stine V og Rikke. Køkkenet står for den daglige produktion af frokost og mellemmåltider til alle skolens elever og lærere, og du lærer derfor primært at lave mad til mange mennesker. Vi følger Sundhedsstyrelsens kostanbefalinger. Størstedelen af de råvarer vi bruger er økologiske, og vi har sølvmærket i økologi. Du lærer, at lave mad med årstidens grøntsager og får et bredt råvarekendskab samt viden om at undgå madspild.

Du kommer også til at møde nye strømninger indenfor mad, og måske blive udfordret med nye retter og smage – men vi tilbereder også helt traditionelle retter. På køkkenhovedfaget vil du bl.a. lære om brødbagning, tilberedning at varme retter og salater, anretning, præsentation, fødevarehygiejne, mødeforplejning og arbejdsmiljøet i et produktionskøkken. Derudover tager vi i løbet af året på nogle virksomhedsbesøg, hvor vi besøger små og store køkkener.

Rikke er i gang med at uddanne sig til ADHD sundhedsvejleder og du har derfor også mulighed for at få kostvejledning.

TRÆ OG METAL

På Træ og metal vil du komme til at arbejde i de forskellige materialer på de to værksteder.
Du vil komme til at betjene vores forskellige maskiner og el værktøjer som f.eks. vinkelsliber, borehammer, søjlebormaskinen osv. Vi laver svejseopgaver og bygger forskellige bygninger, vedligeholder Fremtidslinjens bygninger, flisearbejde, anlægsprojekter laver forskellige arbejdspgaver ude i byen.
Meningen er at give dig en indsigt i fagets arbejdsgang og arbejdsrutiner.

IT OG MEDIER samt e-sport

På it og medier har vi skabt vores egen lille interne medievirksomhed og går under navnet Nørd Productions. Her skaber vi alt indenfor lyd, billeder og web og vi forsøger at holde os nysgerrige omkring, hvad der rører sig ude i medieverdenen.
Vi står for vedligeholdelse af Fremtidslinjens website og så er det os, der er ude med videokamera og mikrofon, når der sker noget spændende i huset.

Vi producerer altid en fiktions-kortfilm pr. år og har stor succes med selve samarbejdet og læringen under indspilning og efterproduktion.
Hos os vil du komme til at arbejde med Photoshop, Premiere Pro, After Effects, Animate, WordPress og generel HTML.

E-sport er et nyt tiltag her på denne linje. Som det er lige nu, kører vi e-sport (CS-GO) en gang om ugen. Vi kan se at e-sport skaber høj motivation og med høj motivation kan vi bygge mere på de sociale, faglige og personlige kompetencer.

MATEMATIK og DANSK (FP9 OG FP10)

På Fremtidslinjen har du mulighed for at deltage i 9. og 10. klasse prøveforberedende matematik. Dette er faget hvor vi i fællesskab forsøger at undervise og forbedre dit matematiske niveau. Målet er naturligvis at bestå en FP9 eller en FP10, hvis du ikke har gjort det på et tidligere skoleforløb. Du har ydermere mulighed for at deltage i 9. og 10. klasse prøveforberedende dansk. Vi vil forsøge at forbedre dit niveau og målet, er som i matematik, at bestå en FP9 eller en FP10.

KUF (Kognitive Udviklings Forstyrrelser.)

KUF er gruppen, hvor der er højt til loftet og plads til alle. Vi mødes i spisesalen hver morgen og begynder dagen med at tjekke ind. Alle er tilknyttet et hovedfag og valgfag sammen med resten af huset.

ASF

ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelser) er gruppen hvor der er plads til ro og fordybelse. Vi holder til i vores eget lokale på Fremtidslinjen og her har man altid muligheden for at få ro. Dette er tilbuddet, hvor vi kan give lidt ekstra, til dem der har brug for det. Du deltager på hovedfag, valgfag og resten af aktiviteterne på lige fod med eleverne i resten af huset.

VALGFAG:

ROBUSTHED

Her kan du lære, at forstå dig selv bedre og blive mere bevidst om hvordan din diagnose påvirker dig på godt og ondt.

Alle elever skal igennem faget ROBUSTHED i løbet af et skoleår.

BOWLING

Vi skal bowle i Ravnsborghallen. Vi skal hygge og lave nogle interne konkurrencer

MINDFULNESS

Meditation

Få bedre styr på:

Tankemylder Indre uro Angst/stress Har du brug for mere ro i din krop og i dit hovede, så er Mindfulness lige noget for dig.

SKAK

Vi skal selvfølgelig lære spillet. Vi skal kigge på systematikken i spillet. Løse opgaver af forskellig styrke. Lave bevægelse i undervisningen. Lære sjove varianter af skak. Lære lidt om åbningsspillet og om slutspillet og meget andet. Vi udvikler os sammen på en sjov måde

GIGANTSLØJD

Her arbejdes der med træ til den store guldmedalje. Vi laver bål, snitter og skærer.

ROLLESPIL

Udelukkende elevstyret.

Her bestemmer den store Gamemaster. Der skal arbejdes med karakterer, der skal bruges fantasi og strategi og så skal der ellers spilles.

DANSK

Her kan du forbedre dine danskkundskaber. Undervisningen er individuel, så der bliver undervist ud fra det niveau du er på.

ENGELSK

Her kan du forbedre dine engelskkundskaber. Engelsk for dig der gerne vil prøve. Engelsk uden terperi og eksamen. Engelsk med spil, musik, leg, drama, digt og farver.

SEKSUALITET

Lær om følelser, kærester, parforhold, din krop. sex, beskyttelse, seksualitet på sociale medier og meget mere.